Danmark må tage ansvar. Hjælp i nærområderne

Flygtningene skal hjælpes i deres nærområder. Ikke i Danmark.

Alle taler om det, men ingen har anvist konkrete planer.

Her er en plan som lokalbefolkningen og politikkerne i Kurdistan selv bakker op om.

Det syriske flygtningeproblem kan løses. Læs mere her.

 

Mange hundrede tusinde syriske flygtninge behøver ikke asyl i Danmark eller andre europæiske lande.

Kurderne i Syrien er parat til at leje større jordområder ud til Danmark eller EU i nogle år til der er fred i resten af Syrien. Området ligger i grænseområdet mellem Syrien, Tyrkiet og Irak og er på størrelse med Sjælland.

Her er rigtig god plads, god adgang til vand og uopdyrkede områder. Og der er fred. Her lever kristne, jøder, muslimer og andre folkeslag side om side i fordragelighed.  

 

 

 

Her kan man opføre ordentlige asylbyer. Boliger, skoler, hospitaler, fritidsaktiviteter og meget mere.

Flygtningene skal selv være med til at opbygge asylbyerne. Lærerne skal undervise børnene. Sundhedspersonalet skal bruges på hospitalerne. Håndværkerne skal bygge de nye byer. Man starter på bar bund så der er behov for alle hænder.

Danmark og EU skal hjælpe med finansieringen af løn og mad, byggematerialer, medicin og andre fornødenheder. Det er de mange penge vi i forvejen bruger i Danmark til en besværlig integration.

Hvorfor tilbyde praktikpladser i Danmark når flygtningene kan gå til hånde i Syrien ?

Hvorfor lære dansk og vores kultur når de allerede besidder de nødvendige færdigheder i Syrien ?

Hvorfor tilbyde flygtninge en i mange henseender håbløs tilværelse i Danmark, når de fra starten kunne få det bedre i deres hjemland ?

Hvorfor ikke hjælpe op mod fire gange så mange mennesker i Syrien som vi kan her ?

Det er svært at finde gode argumenter for ikke at hjælpe i nærområderne.

Se Brigittes video og samtale med kurderne.  

Asylpolitik

Vi står overfor en af verdenshistoriens største flygtningestrømme. Og udsigtsløst vil det bare fortsætte. I Nordafrika venter 750.000 eller flere på at krydse Middelhavet.

Det er mennesker, som er fordrevet på grund af krig, hungersnød, deres religion eller holdninger eller bare fordi, de bor et forkert sted.

Presset på Europas grænser er så voldsomt, at de reelt er brudt sammen. Glem alt om Schiengen og Dublin-aftaler. Grækenland og ikke mindst Italien er så hårdt overrendt af flygtninge, at man har stoppet al registrering. Faktum er, at asylflygtningene nu bare rejser videre. Til Østrig, Tyskland, Holland, Danmark eller andre steder. Dem, der når Sverige, når også det forjættede land. Hatten af for Sverige. De tager en stor del af slæbet.

Når registreringen er en saga blot, så ved vi heller ikke noget om, om flygtningene er reelt forfulgte, eller om der er emigranter mellem dem.

Emigranter skal og må i udgangspunktet sendes retur. Forfulgte må vi hjælpe, til der igen er fred i deres hjemlande.

 

Det vil jeg arbejde for 

Der er ingen nemme løsninger, og jeg har ikke det forkromede svar. Når det så er sagt, mener jeg, at Danmark fortsat skal tage sit ansvar og tage imod de ansøgere, som måtte komme. Asyl er midlertidigt. Når der er fred i deres hjemland, må det være i alles interesse, at de hjælpes hjem igen.

Problemet opstår først, når freden – desværre – aldrig kommer. Herom senere.

På den korte bane:  

Alle må tage ansvar i EU.  Andre EU-lande, som ikke tager deres del af ansvaret, må solidarisk støtte op og tage flere asylmodtagere ind. Det må vi straks regulere på.

Vi må straks på fælles europæisk plan genoptage registreringen af alle flygtninge i Italien og Grækenland. Det er helt uacceptabelt, at vi blot har overladt opgaven til Grækenland og Italien og er stukket af fra det fælles ansvar.

Ved modtagelsen skal vi sortere blandt de forfulgte og emigranterne. Emigranterne skal på nuværende tidspunkt sendes retur.

Vi skal hjælpe i nærområderne. Efter at have fordybet mig mere i dette område er det min klare opfattelse, at flygtningene er bedst tjent med at bosætte sig midlertidigt tæt på deres hjemland. Jeg har fået mange positive tilkendegivelser på, at kurderne i Tyrkiet og i områderne op til Syrien gerne vil hjælpe. De gør i forvejen en kæmpe og af verdenssamfundet overset indsats.

EU kunne leje et større landområde her i fx. fem år. Der skulle etableres egentlige byer, hvor flygtningene kunne bo under ordentlige forhold. Vi taler ikke om telte, men sådan som vi tilbyder dem indkvartering i Danmark. Fordelen er klar nok. De får hjælp i en kultur, hvor de har meget mere tilfælles. Vi kan hjælpe langt flere. Og ikke mindst vil flygtningene stadig have god kontakt med deres hjemland, typisk Syrien, og dermed kunne følge udviklingen dér tæt. Det er medmenneskelighed i øjenhøjde.

Det er min klare opfattelse, at idéen møder sympati i det kurdiske område. Lad os hellere bruge vores mange velmente millioner dér end på kiksede asylcentre i Danmark.

Man kunne måske også forestille sig, at Grækenland som tak for EU-hjælp indgik lignende aftaler. Midlertidigt omdannede olivenlunde til asylbyer. Så kunne EU som tak retur eftergive gæld og renter.

Lokal støtte til ordentlige flygtningelejre i Libyen, Irak m.v. Det er bedre at betale Røde Kors for forsvarlig drift af lejre i nærområderne end fx at betale for ophold på en nedlagt kasserne i Vordingborg. Nato har også været villig til at gå aktivt ind i beskyttelse af nærområderne, bare der er rimelig ro i områderne.

Det skal være muligt at søge asyl i Danmark i sit hjemland. Den eneste mulighed, man som flygtning har for at komme til Danmark, er den illegale vej over Middelhavet. Hvorfor ikke signalere, at asyl også kan ske ved besøg på nærmeste ambassade, og lade et mindre antal komme ind på den måde? Det er et klart signal om, at vi tager værdigt trængende ind i et vist omfang, og man ikke behøver tage en dødsensfarlig sejltur over Middelhavet.  

Vi skal straffe menneskesmuglerne. Det er dette århundredes slavehandlere. På kynisk, brutal og umenneskelig måde tjener de formuer på andres ulykke og umulige forventninger. Det skal aldrig kunne betale sig at handle med mennesker.

Oplysende kampagner i kriselandene. Kald det bare skræmmekampagner. Men potentielle flygtninge skal vide, hvad de går ind til. Både hvad angår en farefuld sejlads over Middelhavet og også om det umulige håb om en bedre fremtid i Europa. EU må sagligt oplyse, hvad flygtninge får. Det bliver ikke nødvendigvis så meget bedre, end det de kommer fra, bortset fra at der er fred.

Muligheder og potentiale. Kan vi i den danske modtagelse se, at vi får asylsøgere, som måske er højtudannede, eller som kan udfylde andre arbejdsbehov i Danmark, kunne man forestille sig, at man motiverede dem til at tage ansvar for opgaver først i modtagelsescentret, men sidenhen også lokalt.

En værdig tid her. Selvom asyl kun er midlertidigt, må vi sikre modtagerne værdige forhold. Det bliver aldrig firestjernet indkvartering; men et godt og trygt tag over hovedet og passende udviklingsmuligheder. Vi kunne også tilbyde ufaglærte kompetenceudvikling i arbejdsområder, som de også kunne tage med sig, når opholdet i Danmark var færdigt. Det gør så også, at man ikke nødvendigvis vil betragte et ophold i Danmark som ”spildt”. Skulle Danmark på et tidspunkt omgøre deres asyl til varigt ophold, så var man også sikret, at de have lært et håndværk og kunne bidrage med noget. Ledighed er roden til meget dårligt.

Asylmodtagerne skal forstå dansk mentalitet. Vi har respekt for vore gæster. Gæsterne skal også respektere og indordne sig under værtens rammer. Kald det bare ydmyghed. Hvis et asyl betyder ophold her i nogle år, så er det vigtigt, at gæsterne kender regler og begrænsinger og tilpasser sig dansk mentalitet. På samme måde som vi ville begå os i Saudi Arabien på et besøg dér.

 

På den lange bane:

Vi må om nødvendigt blande os i konflikter, før de bliver en krudttønde. Ligesom vi har et ansvar for de mennesker, som fordrives, har vi også et ansvar for, at de ikke bliver fordrevet. Det er et fælles europæisk ansvar.   

Emigranter

Selvom vi til stadighed hører om arbejdsløshed i Danmark, vil vi indenfor en kortere årrække have behov for yderligere arbejdskraft. Vi mangler hænder til at tage os af de ældre. Hænder på sygehusene. Vi mangler hænder i det private erhvervsliv.

Og det er ikke noget med at tage arbejde fra danskerne. For der er ikke danskere nok!  

Før eller siden bliver vi nød til at forholde os til facts.

Hvis du og jeg skal have en værdig tid på et plejehjem og ikke blive plejet af en robot, så må vi tænke i andre baner. Det samme gælder indenfor en lang række andre fagområder.

Der er behov for kvalificerede emigranter.

Måske kunne man i forhold til emigranterne på greencard-ordning gøre det 100 % klart, at de i en årrække var meget velkomne her, men når de fyldte fx 60 år måtte rejse hjem. Det er sådan, man modtager emigranter på værdig måde i fx De Forende Arabiske Emirater. Kender man facts, så kender man også vilkårene.   


De ikke-velintegrerede

Alt for ofte ser vi tilbage på de ikke-vellykkede i Danmark. Det giver os forbehold for optagelse af nye mennesker fra fremmede himmelstrøg. Det er trist. Den normale danske åbenhed er forvandlet til reservation og foragt. Vi sammenligner alle over en kam. Og i den politiske arena giver det stemmer at råbe højest. Undskyld mig: Det kan gøres bedre.

I 1970’erne kom der mange udenlandske personer hertil. Gæstearbejdere kaldte vi dem.

Det er desværre en mindre gruppe, som mere er kommet til Danmark for at lukrere end for at yde. Hvis de kunne klare sig selv, var det i princippet mig ligegyldigt, om manden arbejdede døgnet rundt for at forsørge kone og børn. Men sådan spiller klaveret desværre ikke.

For at sige det rent ud: De ligger Danmark til last og vil gøre det al den tid, de lever. I stedet for at bruge negativ energi og ressourcer på dem, vil jeg hellere erkende, at dér svigtede Danmark. Vi skal ikke begynde at lære en tyrkisk eller pakistansk kvinde på 58 år dansk. Det løb er kørt.

Lad os slå en streg i sandet og se fremad og hellere rette blikket på 2. og 3. generationen. De må ikke gå spildt. Hverken for vores eller deres skyld. Vi har brug for hinanden.

Grundlæggende er jeg af den opfattelse, at langt de fleste er velintegrerede i Danmark. De laver ikke ballade og tilhører ikke den mikroskopiske del, der går amok lørdag formiddag i København og sætter Danmark på verdenskortet. På den meget sørgelige måde.  

Jeg vil hellere vende det hele på hovedet. Jeg har mødt rigtig mange på min vej, som har gjort det godt i Danmark. Deres forældre, 1. generation, fik arbejde, lærte sproget og indpassede sig i lokalområdet. De fik børn og de gik i skole, spillede fodbold, tog en uddannelse og faldt til. De er danske. Lad os lære af dem. Hvad gjorde de? Hvilke udfordringer havde de på deres vej, og hvordan kom de videre? Hvordan har de bibeholdt deres identitet i målet for at blive danske?  

Overfor den ansvarlige, arbejdsduelige generation kan vi til gengæld stille krav. De skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvis det er manglende sprogkundskaber, som er en hindring, så skal de lære dansk nu. Den tager vi derfra. Det kan kun gå for langsomt. Man skal ikke modtage en krone uden at kunne give igen.  

Der er masser af stillinger i det offentlige, som kunne have glæde af en hånd mere. På plejehjem og sygehuse, i hjemmehjælp med mere. Der går ikke noget fra nogen ved at tilbyde vores nye danskere et praktikophold på et år, hvor deres kontanthjælp blev omgjort til praktikløn. De går i hælene på den fagudlærte.

Lad bare resterne af fagforeningerne råbe op. De ved jo lige så godt som du og jeg, at vi mangler hænder om nogle år. De må acceptere, at udenlandske navne også kommer til at stå i deres medlemskartoteker.

Vi kan også bruge de ledige hoveder i det frivillige arbejde. De kan fungere som fodboldtrænere, karateinstruktører eller andet. Skal de have kontanthjælp, så må de bidrage med noget på den anden side. De kan opdage nye sider og muligheder af sig selv. De ”optages” på den gode måde i samfundet, de lærer danske værdier.

Når det kommer til stykket, har vi meget at byde ind med. De nye danskere har meget at byde ind med.